De Faldne Engle » De Faldne Engle

Under Verdens Tag

David — Sat, 22 Oct 2011 21:53:19 +0000

Himalaya

Jeg ved ikke hvor stort et båthorn, man har lov til at være i Himalaya. Heldigvis er her ikke noget dumhedspoliti, der kommer og tester ens intelligens og kyler folk på mit niveau i dummefængsel eller udsteder dummebøder, men det ville måske være en god idé. Denne dag var vi allesammen ude på en dagslang tur i bjergene. Ari-El var med. Vi gik langsomt på de smalle stenede stier og nogle steder, var der ikke så skrækkelig langt hen til bjergkanten, hvor der var så langt ned til fast grund under fødderne, at tyngdeaccellerationen ville kunne nå, at få ens legeme op i så anséelig en hastighed, at jeg ikke turde tænke tanken til ende, og måske det var netop tyngden af angst og fantasier om resultatet af en sådan flyvetur, der gjorde at koncentrationen ikke var på sit højeste. I hvert fald snublede jeg der, hvor der var aller kortest afstand til afgrunden, omkring halvanden meter og allerede inden jeg nåede kanten, var jeg begyndt at svede angstens kolde sved. Jeg fik fat med hænderne i det løse grus, alt i mens ben og underkrop fortsatte ud i afgrunden. Jeg hang med albuerne ind over kanten og kunne se at Ari-El var ved at vende sig om. Det gjorde herre nas i overarmene at hænge der og det var umuligt at holde fast og imens jeg langsomt mistede taget i det løse grus, fløj alverdens personlige dommedagsbilleder gennem hovedet på mig og med ét havde jeg ikke fat i noget som helst. Frit fald. I hvert fald et kort sekund for jeg mærkede at mine fødder ramte noget, som med lynets hast fortsatte op mod skridtet. Det var et træ og jeg forberedte mig på et sammenstød mellem denne gren og kronjuvelerne. På et split sekund bestemte jeg, at en evt. smerte i denne sammenhæng måtte være sekundær. Mirakuløst ramte træet lige nøjagtig, så det ikke gjorde ondt, men jeg tippede lidt til venstre og træet gled langs indersiden af mit højre ben og gjorde klar til at slippe sit tag i mig, da jeg pludselig, uvist hvorfor opdagede, at det her ku' jeg rent faktisk dø af. Fuldstændig pr. refleks satte ugebladsøvelsen ind. Jeg kiggede simplethen ind i bevidsthedens dybder. Jeg mærkede dødsangsten lamme min overkrop. Mine arme og ben mistede al energi og jeg mistede fornemmelsen af tid. Jeg troede ikke mine egne sanser. Hang jeg her i ingenting og skulle jeg virkelig dø nu? Hvis jeg skulle kunne jeg jo ligeså godt bare kigge yderligere i dybden af mig selv, hvilket jeg gjorde. Jeg var ikke bange i normal forstand. Det var der ikke rigtig tid til, men angsten for at blive udslettet er åbenbart bare noget stort og uundgåeligt, der popper op indefra når man befinder sig i en umulig situation som denne. Tiden føltes som minutter og alligevel var jeg klar over, at der kun var tale om splitsekunder for træstammen var under mit knæ og jeg lå vel omtrent vandret i luften nu. Jeg kiggede stadig ind ad. Det var egentlig ikke noget jeg havde bestemt mig for. Det skete bare. Pludselig var der et enormt lysglimt. I et meget kort sekund forsvandt alting, og jeg mener virkelig alting. Bjerget var væk. Træet var væk. Angsten var væk. Jeg var vist også væk. Ok – jeg må være død allerede. Ikke noget at gøre ved det. Det var da ikke så slemt.

I mellem begge mine hænder var der pludselig et træ. Jeg må ha' grebet ud efter det og fået fat i det inden mit ben var gledet af det. Jeg hang simpelthen, som de gør i tegnefilmene, i en gren halvanden meter under den kant, hvorfra jeg havde udført mit ubevidste selvmordsforsøg. Armene var strakte. Udsigten var fin. Jeg var ikke bange. Jeg var ikke engang bekymret for, om træet kunne holde. Jeg fik benene svinget op omkring træet og fik mig selv hevet op på oversiden af stammen. Det var ikke helt så let som det lyder og det tog vel et halvt minuts tid, inden jeg sad der og kiggede op alt i mens jeg holdt rigtig godt fast med hænderne og lænede mig imod klippen for at skabe så megen friktion, at jeg ikke skulle miste balancen. Herfra kunne de andre nå mig og Ari-El som jo var særdeles veltrænet, fik mig hevet op på dydens smalle sti igen. Han tog mig med et par meter frem, hvor der var plads til, at vi alle kunne være i sikkerhed uden risiko for at flere skulle tage turen. Indtil nu havde jeg egentlig taget det meget pænt synes jeg, men da vi sad og fik vejret begyndte jeg pludselig at ryste. Jeg havde også lyst til at græde både af sorg, fortvivlelse, glæde, lettelse og måske angst, men ikke rigtig nok til at det blev til noget. Jeg rystede bare. Jeg ved ikke hvor længe. Ari-El og Camelia sad på hver sin side af mig og Fru Madsen foran. Ari-Els enorme autoritet var tydelig og Camelias omhyggelige varme og nærhed, var ikke mindre fjern. Ah, tænkte jeg. Den hjertevarme er baseret på omhu. Tid, interesse og overskud til, at være omhyggelig med det der er. Det der er lige nu. Fantastisk evne. Rystelserne var ved, at aftage og jeg rejste mig langsomt op. Camelia tog om mig og gav mig en af de der knusere, der fik mig til at føle mig fuldstændig afklædt og uden forsvar – hvad skal man da osse med det…? Hvorefter Fru Madsen overtog. Hold kæft et nummer du lavede lige dér! Jeg blev da helt sindsygt forskrækket, sagde hun. Det vil jeg fandme' ik' se igen, kommanderede hun og jeg lovede at passe bedre på i fremtiden. Også for min egen skyld.

Jeg overlevede, men der var noget der døde, sagde jeg til Ari-El. Ja, sagde han på sin sædvanlige alvidende måde, det var angsten der døde. Og uvidenheden har heller ikke gode kår længere. Han smilede. Gad vide om han vidste det hele på forhånd… Jeg ville ikke vide det hvis han gjorde!

Fru Madsen slår (sig) løs.

David — Mon, 10 Jan 2011 14:35:26 +0000

Fru Madsen slår (sig) løs

I det samme så vi to halvgennemsigtige skikkelser bevæge sig hurtigt forbi. Det var Ptilianere. Det varer længe og de skal gennem megen modgang og smerte endnu før de indser at deres handlinger har konsekvenser, sagde Ari-El og så ikke spor overrasket ud. De er ude efter ham der går ovre på den anden side af gaden og jeg foreslår at du tager dig af det, sagde han til mig. MIG!! Udbrød jeg. Det tør jeg sgu ikke! Det er derfor du skal gøre det, fortsatte Ari-El. Hellige ko, tænkte jeg. Ja nogen måtte jo gøre et eller andet og hvis Ari-El er lige i nærheden kan det vel ikke gå helt galt.

Jeg smed alt mit mentale og emotionelle habengut og rejste mig. Fuldstændig tom for alting. Jeg gik over gaden og lagde hånden på skulderen af den nærmeste. De vendte sig begge to om og den fjerneste af dem fik øje på Ari-El. Han blev nærmest æterisk grøn i sit skællede ansigt og tog flugten med det samme. Den anden som jeg havde fat i skulderen af blev stående og tog fat i min arm. Det havde jeg sådan set også ventet. Han hev mig tættere på og jeg fulgte med. Det var ret enkelt. Han fik mig i bevægelse imod ham selv og jeg skulle blot tage de rigtige skridt for at kunne sætte min venstre fod i hans højre knæhase og det skete i samme øjeblik som min krop kom susende lidt for stærkt for ham til at han kunne holde sig oprejst. Jeg landede direkte oven på ham. Han fik sig hurtigt hevet fri og rejst sig op, men jeg var lisså hurtigt på benene igen. Jeg tænkte slet ikke. Tanker er bare i vejen i denne situation. Jeg holdt blot alle sanser og kanaler åbne for at give universet adgang til at udfolde sig gennem mig – ved ikke om det virker, men det lyder da fint – ikke? Det er i hvert fald en fantastisk fornemmelse. Han slog ud efter mig, men allerede inden han havde løftet armen, tog jeg et lille skridt til siden og han slog et stort hul i luften. Her stod jeg så på ydersiden af hans arm. Med min højre hånd på hans håndled og mens han trak armen til sig lagde jeg min venstre arm over hans højre fremstrakte, så han slet ikke kunne undgå at 'falde' ind i en af mine yndlings låse. Figure 4 lock – som uvægerligt resulterede i at han nærmest faldt sidelæns ned på fortovet, mens jeg langsomt overtog hans bevægelse og fik fuld kontrol over ham allerede da han mistede balancen. Og der lå han så, den halvæteriske skiderik, ude af stand til at gøre ret meget. Jeg løsnede forsigtigt min venstre arm og tog den neden under hans albue som jeg pressede op mod hans pande, hvilket resulterede i at han måtte vende sig om på maven, dog uden at få sin arm med. Den holdt jeg fast i mens jeg satte mig på hans ryg og stak mit ben under hans arm og ned ved siden af af hans højre øre. En slags liggende førergreb. Der kunne jeg så sidde og drikke min the som Ari-El kom gående med. Fru Madsen fulgte lige efter ham.

Så lige pludselig kom den grønhovede Ptilianer tilbage og han havde yderligere to af sine kammerater med sig. Nu gik det lige så godt og så får de forstærkning. Det gjorde jeg imidlertid også. Ham der var stukket af, stod bag sine to venner og nærmest gemte sig. Han var angst og ufarlig. Ham til højre gik tæt op ad fru Madsen. For tæt! Han vendte ryggen til hende og pegede på mig mens jeg rejste mig op, stadig holdende fast i ham jeg havde siddet på. Jeg så det ikke før det næsten var for sent. Fru Madsen havde med sin højre fod taget så meget tilløb at den med hundrede og halvtreds kilometer i timen tordnede op mellem de let spredte ben og delte testiklerne på ham der havde anset fru Madsen for ufarlig. I næsten et helt sekund mestrede han en ældgammel indisk kunst. Levitation. Ti cm. over asfalten. Hvorefter han faldt hylende til jorden og gjorde som alle mænd der gennem tiden havde følt netop denne specielle smerte. Rart at vide i øvrigt, at dette trick også virker på fyre som disse.

Jeg kunne ikke, i bare et lille øjeblik, lade være med at fryde mig over denne simple, men uhyre effektive teknik og da jeg var helt oppe at stå, fik jeg rejst ham op som jeg havde siddet på lige nøjagtig på det tidspunkt den anden kavalerist kom hen i mod mig, hvilket resulterede i et hårdt sammenstød mellem de to og de faldt begge til jorden.

Så gjorde Ari-El det som jeg ikke kunne. Hen gik hen blandt de tre liggende skikkelser og så udstrålede lissom at det var noget fis de havde gang i. En vældig autoritet strømmede ud fra ham. Ikke en magt autoritet, men en fast og rummende venlig energi der ikke var til at misforstå. Jeg kunne se på fiske fyren jeg havde siddet på, at han havde fået nok. Som et lyn rejste han sig op og forsvandt rundt om hjørnet og de andre fulgte hurtigt efter.

…○○○oooOOOooo○○○…

De Faldne Engle og Profeterne. Elias og Elisa.

David — Mon, 10 Jan 2011 14:32:19 +0000

De Faldne Engle og Profeterne

Ahh – Jeg er så tørstig at jeg ku' vride en vandrotte og drikke dens blod, sagde han højt for sig selv. I hvert fald hvis jeg ku' undgå at trykke den på blæren samtidig, gnækkede han. I det fjerne fik han øje på nogle lerhytter og så vidt hans trætte øjne kunne se gik der vist også nogle dyr rundt der ude fem minutter inde i fremtiden. Da han kom nærmere så han at synsindtrykkene passede med de syner han havde haft 'på bjerget' og glædestrålende gik han hen til en yngre mand som han genkendte som sin nye elev.

Du kunne vel ikke undvære en tår vand eller to? Spurgte Elias da han kom hen til Elisa. Elisa så med det samme at den gamle mand var ret udtørret og var ikke sen til at hente en spand vand op af brønden.

Efter at have drukket det meste af vandet sagde han til Elisa: Surt at vade rundt i den hede og så er fagforeningen på nakken af mig oven i købet fordi jeg gerne vil have en bil at køre rundt i. Det ville så sandt Gud lever, være behageligere end at gå! Fagforeningen??? Bil??? spurgte Elisa. Hvad er det? Nå ja, det kan du jo ikke vide, svarede Elias. Fagforeninger og biler er ikke opfundet endnu. Det varer vel cirka tre tusinde år endnu inden en eller anden klar sjæl får et lyst indfald. Hvad? spurgte Elisa. Taler du om ting der ikke er kommet til os endnu? Er du profet eller hvad?

Ja, svarede Elias. Af den moderne skole. Jeg ville gerne rejse rundt og lave lidt kunster for folk. Underholde dem lidt ved at opvække de døde og gå på vandet og sådan noget. Og ernære mig selv ved at tjene en lille skilling i ny og næ. Men det må jeg ikke. Er det dine grise der går derovre i indhegningen?

Det ved du vel allerede hvis du er profet, svarede Elisa. Næh, sagde Elias. Herren er meget selektiv med hensyn til at give os, på hans hårdt arbejdende profethold informationer. Hvad der sker om fire tusinde år har han ingen problemer med at vise mig, men simple ting som ejerforhold på indespærrede grise, får vi ikke noget at vide om, sagde han ærgerligt, mens han satte sig ned med korslagte ben.

Nå, sagde Elisa, men det er altså min fars. Elias pegede på den nærmeste og vupti faldt den til jorden og lå bum stille. Hold da helt kæft, udbrød Elisa. Har du myrdet den?

Får du aldrig at vide, sagde Elias og pegede med den anden hånd og vupti var svinet oppe på alle fire igen og tøffede rundt som intet var hændt.

Hvordan gjorde du det? Spurgte Elisa synligt imponeret. Uden at svare sagde Elias: Jeg er kommen for at fjerne dig fra dine 12 okser. Alle andre går bag røven af deres trækkvæg og driver dem frem. Som den eneste går du foran og leder dem. Du har overhalet dem. Du er forud for din tid. Det må være et astrolgisk tegn på at du er klar. Jeg skal lære dig op i profetgerningen og jeg har set i min vision at du gerne vil. Du har set rigtigt, sagde Elisa med det samme. Jeg er ærlig talt lidt træt af det her landbrug. Der er altså ingen penge i det. Vi kommer til at leve ved at gå fra hus til hus, lave lidt småmirakler, helbrede nogle spedalske i ny og næ og tage os betalt i naturalier og så ellers se folk blive glade fordi deres karmiske lidelser ophører, indvendte Elias nærmest advarende. Desuden er det en hård tid for os profeter. De fleste af os er blevet jaget, slået ihjel og alt for tidligt taget ud af cirkulation af israelitterne. Det skyldes selvfølgelig at der er kontant afregning af gammel gæld – og i øjeblikket er jeg den eneste nulevende. Det er fordi jeg kan noget de andre ikke kunne og det skal jeg lære dig. Israelitterne betragter stadig vore faldne brødre som deres beskyttere. Jeg har i øvrigt også en regning at betale næste gang, sagde han. Da skal mit hovede leveres til de kongelige på et sølvfad. Men så er vi også kvit! Og imens han sagde det leviterede han lige 15-20 centimeter over jorden.

Svine fedt! udbrød Elisa. Kan du lære mig det? Elias svarede ikke. Vi skal afsted nu. Jeg har kun femogtyve år igen inden jeg futter til himmels, vognen er faktisk bestilt. Men jeg skal fortælle dig om det grundlæggende mens vi går mod Damaskus. Jeg har kun gået femhundrede kilometer fra Sin Ai og der er to hundrede tilbage. Hmmm – indrømmet… jeg er kun gået noget af vejen, sagde han stadig siddende midt i luften.

Jeg skal lige sige farvel til min far og mor, sagde Elisa og forsvandt et øjeblik. Der er godt, sagde Elias. Du skal osse huske at slagte dine okser. Alle tolv! Hvad? Spurgte Elisa. Det er altså min fars. Jamen lille Jesus, svarede Elias og tog sig til hovedet. Det er altså symbolsk. Du skal gøre op ned dine religiøse vaner som blev forældede da vi forlod tyrens tid og gik ind til bukkene. Du har jo som jeg sagde før, overhalet din fars okser. Åh – svarede Elisa, nåh sådan… et øjeblik…

Og mens de gik hen ad den støvede vej mod Damaskus fortalte Elias: Om tusind år vil min ven Saulus gå på denne vej her nord for Jericho og lige syd for Damaskus vil han møde sin skæbne som vil bringe ham på sporet af mysterierne. Saulus? Kender jeg ham? spurgte Elisa. Næh, jeg praler blot lidt af mine evner som visionær, svarede Elias. Lad os komme til sagen.

Vi er ikke så populære blandt israelitterne. De fleste er dog lige glade, men de mest selvstolte jager os på vore liv. Det er vanskeligt at overbevise dem om at vore Faldne Brødre ikke er den sande guddom. For at gøre det klart for blot nogle af dem, er vi nødt til at kunne lave de samme undergerninger som vore Brødre og derefter lære dem at guddommeligheden altså bor inden i os alle sammen og er tilgængelig der. Hårdt og langvarigt arbejde ganske vist, men som du sikkert allerede har fornemmet er det helt sandt.

Faktisk har du allerede disse evner. Du ved det bare ikke. Vi sad i det hinsides for meget lang tid siden og der tilød du, at du ville gå i forvejen og vise menneskene vejen ud af deres Luciferske trældom og vi var nogle der tilbød at hjælpe dig. Husker du det? Næh, svarede Elisa. Tænkte jeg nok, sagde Elias. Gør du NU? spurgte han igen. Der var en kort pause hvor Elisa så meget mærkelig ud i hovedet. Hvordan i Lucifers sorte sjæl gjorde du det? gispede Elisa. Ja altså, det er heller ikke noget jeg normalt ville gøre ved folk, svarede Elias. Jeg entrerede dit sind inde fra og lavede en åbning til den kosmiske hukommelse. Holy shit, udbrød Elisa. Ja noget i den retning, svarede Elias. Holy er meget præcis. Shit er knap så rammende. Moses brugte udtrykket 'bullshit' da Aron præsenterede den store sandhed for ham, kommenterede Elias, men de havde jo osse lige ekspederet tyren ud og sagt goddag til gedens tidsalder.

Har vi en mission, eller noget… spurgte Elisa. Ja, nu du spø'r, svarede Elias. Det var det jeg var i gang med at forklare dig før. Vi skal henlede folks opmærksomhed på at de selv er deres egne herrer og at vore ældste brødre ikke er hverken mere eller mindre guddommelige end de selv. Folket er slaver og vil hellere bevare trygheden i det, end at se sandheden eller sig selv i øjnene. Vi skal finde vore egne brødre og etablere et kraftcenter der kan sprede sine bølger ind i det næste årtusinde. Vi må vise menneskene et alternativ.

Hans tale var meget engageret og kom fra et meget overbevisende sted. Han nærmest dirrede af engagement. Mennesker i dag er villige til at tro på en hvilken som helst Gud. Mennesker er uvidende og sultne – ja undskyld jeg siger det så direkte, og derfor søger de trøst i alskens løfter om bedre forhold.

Der har altid været falske profeter og præster der havde brug for selvhævdelse eller en form for bedrevidende magt over andre. Der vil også i fremtiden være falske profeter, det vil faktisk vrimle med dem og der er kun en eneste måde at kende de sande fra de falske. Det er ved ægte at være sin egen profet. Ved at erkende at de guder der blander sig i menneskelige forhold, lover guld og grønne skove i al evighed eller myrder løs blandt menneskene, fordi de skal straffes for ikke at have adlydt nogle stupide regler, er vore ældre brødre der prøver at vildlede menneskene. De er blevet dovne og grådige. De slavebinder menneskene ved, at afskærme dem fra sandheden. Der findes ingen patriakalsk Gud, der blander sig i menneskelige forhold. Hvorfor skulle han det? Hvis han er Gud kan han vel få det som han vil ha' det, blot ved at svinge sin pegefinger og ønske det? Hvis nogen siger at Gud taler til dem kan du roligt regne med, at de er fulde af løgn. Den Gud de lytter til er en selvbestaltet og selvudnævnt hersker uden ønsker om, at frelse nogen som helst andre end sig selv. Ingen sand Gud har behov for at ordne, fikse, love og frelse. Husk det!

Hans tale nærmede sig torden tale og Elisa sagde: Rolig du gamle. Jeg tror dig. Hvad gør vi?

Ja altså – der er nu så meget knald på dig fordi du har adgang til de tidløse arkiver og det vil tage dig nogle måneder at blive vant til disse kosmiske strømninger. Derefter kan du lave alle de kunster du ønsker dig fordi du nu har indsigt i universets hemmeligheder.

Du skal finde det lys der er skjult…

…oooOOOooo…

Lucifer – Den handlekraftige.

David — Mon, 10 Jan 2011 14:28:55 +0000

"Giv mig en kort stund med dem, så fikser jeg lige det lille problem", svarede Lou Cypher.

Det var jeg nu meget spændt på hvordan han ville gøre og jeg skulle ikke vente længe på den indsigt. Han landede simpelthen lige ved siden af det fremmede fartøj som var en hel del mindre end Atlanta, gik op til døren, rev den brutalt af… Der lød skrig og brøl og brag og efter et øjeblik kunne jeg se at han var godt i gang med at 'rydde op' i det fremmede fartøj. Det var væsner af meget forskellig størrelse der var ankommet og de var meget anderledes, nærmest dyriske, de lignede en blanding af mennesker og oprejste reptiler eller fiske agtige halv mennesker, men det holdt ingen lunde Lou tilbage. Det var sgu da som ind i Helvede… Det var Fanden fløjte mig da de der Ptilianere Ari-El havde talt om og vist mig den gang i astral-USA for tre og tredive år siden…

Lou fløj nærmest gennem rummet i bedste action movie stil og på få minutter lå samtlige fremmede i en bunke på gulvet. Og mens de lå der mere eller mindre bevidstløse, gik det op for mig at deres udseende havde ændret sig. Der var ikke meget menneskeagtigt over dem som de lå der. Der gik endnu et gys igennem mig. Det var jo dem vi havde set i Italien! På gaden hvor fru Madsen nær havde likvideret en af dem med sin gaffel. De var altså i stand til at ændre deres form på en eller anden måde. De lignede nærmest øgler eller krybdyr eller et eller andet, som de lå der… Jeg tror ikke de var døde. I hvert fald ikke alle sammen. Der var nogle der lavede ralle lyde… Og Lou brølede så det gjaldede på den halve jord.

Hvem i Helvede tror i at jeg er? Uden at vente på svar gjorde han noget som jeg egentlig synes er ret upassende for en Gud, men som alligevel virkede som prikken over I'et netop i denne situation. Han hev simpelthen sin Guddommelige gøj frem og pissede ud over dem alle sammen, imens hans hånlige latter rungede næsten helt tilbage til Atlanta!

Og som som en kunstner der lige har afsluttet et stort værk, gik han tilfreds og veltilpas hen til en vask eller mini fontæneagtig et eller andet og vaskede sine guddommelige hænder hvorefter han forlod slagmarken og begav sig hjem.

Der var dyb og inderlig tavshed i Atlantas kontrolrum indtil Lou atter tonede frem på skærmen fra sit lille fartøj og fik fortalt hvad der var sket. Atlas var helt rolig. Han kendte Lou bedre end nogen anden og deres venskab gik så langt tilbage at ingen længere kunne huske det. Det var egentlig ikke planen at Lou ville ordne situationen på stedet. Hans mening var i første omgang kun at skaffe viden om situationen, men Lou er i sandhed en handlingens mand og da han erfarede at han selv kunne håndtere situationen, var det det han valgte at gøre…

…oooOOOooo…

Gud, himlen og alt muligt andet.

David — Mon, 10 Jan 2011 14:16:16 +0000

Gud, himlen og alt muligt andet

Det slog mig som når Thors Hammer giver genlyd i verdensrummet. Hvordan Fanden kan man have en Gud som planter et træ i Edens have og forbyder sine skabninger at spise af det – ja, han truer dem faktisk og lover dem at de skal dø hvis de gør det. Han kunne ligeså godt have plantet det møgtræ et helt andet sted eller måske slet ikke have skabt det når de nu alligevel ikke måtte spise af det? Eller han kunne have sat keruber rundt om træet med flammesværd som han gjorde da han opsagde lejemålet på haven. Sig til dit barn at det ikke må gå hen i fryseren og tage en is og det er det første ungen gør når du er ude af syne…

Hvem i Al Verden er de guder der indstifter flerkoneri: 1. Mosebog kap. 6 “Da menneskene begyndte at blive talrige på jorden og fik døtre, så gudssønnerne, at menneskedøtrene var smukke. Blandt dem tog de sig alle de koner, de havde lyst til”. Hvad for noget? Gudssønner?!! Spurgte disse Gudesønner om lov eller det var historiens første massevoldtægt?

Hvem i himlens navn er den Gud der lover Moses højt og helligt at UDRYDDE folket i det Forjættede Land??? Hvem er den Gud der myrder alle førstefødte i Ægypten fordi Farao er lidt stædig? Hvem er den Gud der gør Sara, Abrahams kone gravid? Og hvordan? Hvem (I Helvede) vil sende sin søn som frelse for menneskeheden, når han godt ved at de vil mishandle, torturere og til slut myrde ham på bestialsk vis? Jeg ville personligt ALDRIG sende min søn ud i et foretagende der indebar risiko for hans liv. Jeg rejser SGU hellere selv!

Hvem Satan er den Gud der befaler Abraham at gå op på et bjerg og slagte sin egen søn og lige før han hæver kniven for at stikke den i hjertet af sin dreng råber han: Stop – det er bare for sjov!

Hvem i Lucifers navn er den Gud der drukner formodenlig tusindvis af mennesker i en syndflod og bagefter lover at det vil han aldrig gøre mere, sætter regnbuen på himlen som et bevis på sit løfte… Hvorefter han myrder alle – formentlig også tusinder i Sodoma og Gomorra???

Underligt nok er den Satan der er præsenteret i Nye Testamente en ret fredelig fyr sammenlignet med den Gud der er præsenteret i det Gamle Testamente. Er Gud gået tabt i oversættelsen? Er jeg så lygegyldig for ham, at han ikke engang gider at skide på mig! Har Nietze ret når han siger at Gud er død eller har jeg ret når jeg påstår, at hvis der findes en Gud er han en infam sjover der myrder til højre og venstre og er ligeglad med alle andre end Kong David og Salomon som opkræver skatter og rigdomme til…. Gud!

…oooOOOooo…

De Faldne Engle og Moseloven.

David — Tue, 17 Aug 2010 15:04:21 +0000

Er der nogle, ud over mig svagt fattende kollektivid, der nogensinde har tænkt over det helt urimelige i for en almægtig Gud, at indstifte en mængde forbud under trusler om repressalier hvor død, helvede og lidelser, at skræmme os til underdanighed og så oven i købet bagefter tilføje at det er helt i orden hvis vi bare fortryder og tror på ham? Og så sælger han sig selv som den gode Gud der elsker os over alt på jord… Det lyder jo som en junior sælger på Internettet der lige har læst, at frygt er den største motivator, når man samler emailadresser til sit kundekartotek!

Hvad er det for en Gud der har behov for at samle tilbedere? Er han ikke almægtig? Kan han ikke bare svinge sin pegefinger, befale ondskab at ophøre og indlemme hvem han vil i sin fåreflok? Hvorfor skal vi lide? Nogle oven i købet som ind i helvede.

Alle der har studeret øjets funktion véd at vi ser verden på hovedet – ja det er faktisk det en konveks linse som denne gør for os, men hjernen bytter lige om på plus og minus og vupti bilder den os ind, at verden ikke længere vender på hovedet.

Det indre øje – sindets opfattelses mekanisme gør det samme, men her er der ikke nogen automatisk funktion til at vende billedet rigtigt. Det skal vi selv finde ud af at gøre. Linsen i dette tilfælde er vores verdensbillede, som for den allerstørste dels vedkommende udgøres af vort i den grad så ubevidste stof også kaldet Skyggen. Skyggen er den linse hvor igennem vi ser verden. På hovedet!

Og denne fejl opffattelse af verden er for næsten alle menneskers vedkommende blevet så almindelig at vi sætter den som normaliteten hvorud fra vi dømmer andre.

I gammel tid var det ikke ualmindeligt at folk, især profeter og den slags gik op på et bjerg og fik visioner. Og det er blevet helt almindeligt at antage, at der er tale om et helt almindeligt bjerg hvilket det måske osse var. Hvem ved om disse ting? Det er imidlertid ikke så almindeligt at betragte den indre opstigning som en bjergvandring selv om det er et anvendeligt billede at bruge i selvudviklingens øjemed.

Næ du. Hvis der nogensinde har været en Gud på et bjerg der har udstedt befalinger, kan han umuligt have været almægtig for da ville han ikke have behov for at fortælle os hvad vi må og ikke må. Så kunne han jo bare svinge sin tryllefinger over os og få os til at makke ret. Ik’? Der var jo osse lissom et eller andet ved skabelsen der ikke gik helt efter planen…

Hvis der har været et sådant guddommeligt bjerg, har det nok været en pseudogud der har stået deroppe i en flammende busk eller hvad det nu var for et trick han brugte og leget med ild. Jeg er sikker på at menneskets indre øje har fejlopfattet dette budskab fuldstændigt og hvis man korrigerer for fasevendingen i opfattelsesindtrykket, får man et par spændende muligheder ud af det. Måske var det et indre bjerg og en ægte guddommelighed. Måske er det bare en skrøne. Måske var det et ydre bjerg og og vores ærke berømte bandeleder Lou Cypher der i sit begær efter kontrol lod det stavende lyn mejsle bogstaver i et par sten blokke, der må have vejet henved 30 kilo stykket! Den kære aldrende Moses må have haft en trillebør til at fragte dem i. Måske Gud gjorde dem 20 kilo lettere pr. stk. Måske de var pneumatiske og fulde af varm luft…

Eller osse var det noget helt andet…

Efterlad din mening her:

De Faldne Engle har rejst sig..

David — Mon, 16 Aug 2010 23:35:34 +0000

…fra tykke lag af 100.000 år gammelt støv.

Efter alle disse års jagt på Sandheden fandt jeg den endelig. Altså ikke Sandheden. Men historien om De Faldne Guder som er årsagen til mangen en lykkelig fejlopfattelse af alting. Det var som at åbne Pandoras æske. Eller som at klemme en af pubertetens helt store kindbumser ud. Der kom hele tiden mere.

Grundessensen er verdensbilleder. En historie om hvorfor mit verdensbillede er 1000% korrekt og dit er minus 1000% forkert! Ha! Fat den! Ja jeg kan sagtens, ka' jeg! Jeg levede som i et fængsel, men vidste det ikke. Væggene i min drøm er malet med flotte billeder af store byer, uendelige vidder og dybe skove. Gulvet er malet med blødt grønt græs der dufter himmelsk. Loftet er malet i en uendelig himmelblå farve der lader mig skue universets tilsyneladende uendelighed. Jeg véd det. Jeg har selv malet det. Men jeg har glemt hvor døren er. Jeg har prøvet at male en ny. Men den førte blot til andre landskaber. Stadig i fængsel. Jeg har prøvet at narre mig selv til at tro jeg er fri. Ved at fremmane en følelse af frihed. Men den varer ikke ved. Akkurat lige så temporær som alt andet her på stedet. Jeg kan føle mig fri, men jeg er ikke fri. Mine forestillinger, mit verdensbillede er mit fængsel.

Det vidste jeg ikke da jeg gik rundt og følte mig fri. Men en nat drømte jeg en drøm i mit fængsel. Jeg drømte at jeg var fri. Det var mere fantastisk end at føle sig fri. Desværre vågnede jeg og måtte generkende mit smukke men snævre fængsel. Så var det at jeg mødte Morpheus og modsat Neo fik jeg ikke selv lov til at føle at jeg bestemte om det skulle være den røde pille eller den blå. Næh… han kiggede mig dybt i øjnene og sagde… ikke et ord. Præcis dér vidste jeg hvad jeg skulle og i en hvirvel af lys, nogenlunde som når vand løber ud af en vask, forsvandt alt. Både Morpheus, mit verdensbillede og jeg selv. Års arbejde med at programmere og omprogrammere mit verdensbillede og så kommer der bare en og hiver stikket til computeren ud. Ikke mere verdensbillede. Programmet var slettet. I hvertfald for en kort, altafgørende stund. Se det var firhed. Følelsen af frihed forsvandt. Helt. Jeg var fri af mit fængsel. Jeg var fri for mig selv. Historien om De Faldne Engle er intet mindre end storslået. Det er historien om hvordan alt gik til. Der er ikke trukket noget fra og kun lagt lidt til og måtte Fanden ta' mig om det ikke er sandt næsten alt sammen!

…○○○oooOOOooo○○○…

Det hele begynder

Jeg har set det før. Jeg kender ingen alkoholiker der er blevet tørlagt ved at gå i terapi. Tværtimod. Terapien er rigtig god til at sætte fokus på smertefulde områder og så er der pludselig endnu en grund til at drikke videre. Nogle bruger også selve det at gå i terapi til at vise ægtefællen lidt god vilje og dermed love bod og bedring. Andre har bare ikke drukket nok endnu. Så ham her forsøgte jeg at afvise allerede i telefonen. Du har groft sagt to muligheder, sagde jeg til ham sådan lidt sort/hvidt. Du kan vælge at konservere din lever i sprit og drikke din smerte væk resten af dit liv eller du kan vælge at sige ja tak til den hob af smertefulde oplevelser livet giver. Hvorfor gemme alt det ubærlige emotionelle lort væk i leveren for derefter at drukne dens råb om hjælp i sprit, når du kan få et vågent smertefuldt liv i stedet for? What's it gonna be Merv? I dit sted ville jeg stille mig selv bare et eneste spørgsmål, Do I feel lucky? Well do you Punk? 3 sekunders tavshed. Klik… dut…dut…dut…

Jeg havde indrettet min lille klinik midt i storbyen. Den skulle ha' heddet Midt Jydsk Ego Polering. Så ville der i det mindste være en smule sandhed forbundet med mit arbejde. Men det gør den ikke. Jeg har aldrig fundet et navn, så måske er det derfor kunderne ikke kan finde klinikken…

…○○○oooOOOooo○○○…

Du går ingen steder uden at lægge en kommentar her! Jeg vil vide hvad dit forhold til dit verdensbillede er: