Himalaya

Jeg ved ikke hvor stort et båthorn, man har lov til at være i Himalaya. Heldigvis er her ikke noget dumhedspoliti, der kommer og tester ens intelligens og kyler folk på mit niveau i dummefængsel eller udsteder dummebøder, men det ville måske være en god idé. Denne dag var vi allesammen ude på en dagslang tur i bjergene. Ari-El var med. Vi gik langsomt på de smalle stenede stier og nogle steder, var der ikke så skrækkelig langt hen til bjergkanten, hvor der var så langt ned til fast grund under fødderne, at tyngdeaccellerationen ville kunne nå, at få ens legeme op i så anséelig en hastighed, at jeg ikke turde tænke tanken til ende, og måske det var netop tyngden af angst og fantasier om resultatet af en sådan flyvetur, der gjorde at koncentrationen ikke var på sit højeste. I hvert fald snublede jeg der, hvor der var aller kortest afstand til afgrunden, omkring halvanden meter og allerede inden jeg nåede kanten, var jeg begyndt at svede angstens kolde sved. Jeg fik fat med hænderne i det løse grus, alt i mens ben og underkrop fortsatte ud i afgrunden. Jeg hang med albuerne ind over kanten og kunne se at Ari-El var ved at vende sig om. Det gjorde herre nas i overarmene at hænge der og det var umuligt at holde fast og imens jeg langsomt mistede taget i det løse grus, fløj alverdens personlige dommedagsbilleder gennem hovedet på mig og med ét havde jeg ikke fat i noget som helst. Frit fald. I hvert fald et kort sekund for jeg mærkede at mine fødder ramte noget, som med lynets hast fortsatte op mod skridtet. Det var et træ og jeg forberedte mig på et sammenstød mellem denne gren og kronjuvelerne. På et split sekund bestemte jeg, at en evt. smerte i denne sammenhæng måtte være sekundær. Mirakuløst ramte træet lige nøjagtig, så det ikke gjorde ondt, men jeg tippede lidt til venstre og træet gled langs indersiden af mit højre ben og gjorde klar til at slippe sit tag i mig, da jeg pludselig, uvist hvorfor opdagede, at det her ku' jeg rent faktisk dø af. Fuldstændig pr. refleks satte ugebladsøvelsen ind. Jeg kiggede simplethen ind i bevidsthedens dybder. Jeg mærkede dødsangsten lamme min overkrop. Mine arme og ben mistede al energi og jeg mistede fornemmelsen af tid. Jeg troede ikke mine egne sanser. Hang jeg her i ingenting og skulle jeg virkelig dø nu? Hvis jeg skulle kunne jeg jo ligeså godt bare kigge yderligere i dybden af mig selv, hvilket jeg gjorde. Jeg var ikke bange i normal forstand. Det var der ikke rigtig tid til, men angsten for at blive udslettet er åbenbart bare noget stort og uundgåeligt, der popper op indefra når man befinder sig i en umulig situation som denne. Tiden føltes som minutter og alligevel var jeg klar over, at der kun var tale om splitsekunder for træstammen var under mit knæ og jeg lå vel omtrent vandret i luften nu. Jeg kiggede stadig ind ad. Det var egentlig ikke noget jeg havde bestemt mig for. Det skete bare. Pludselig var der et enormt lysglimt. I et meget kort sekund forsvandt alting, og jeg mener virkelig alting. Bjerget var væk. Træet var væk. Angsten var væk. Jeg var vist også væk. Ok – jeg må være død allerede. Ikke noget at gøre ved det. Det var da ikke så slemt. 

I mellem begge mine hænder var der pludselig et træ. Jeg må ha' grebet ud efter det og fået fat i det inden mit ben var gledet af det. Jeg hang simpelthen, som de gør i tegnefilmene, i en gren halvanden meter under den kant, hvorfra jeg havde udført mit ubevidste selvmordsforsøg. Armene var strakte. Udsigten var fin. Jeg var ikke bange. Jeg var ikke engang bekymret for, om træet kunne holde. Jeg fik benene svinget op omkring træet og fik mig selv hevet op på oversiden af stammen. Det var ikke helt så let som det lyder og det tog vel et halvt minuts tid, inden jeg sad der og kiggede op alt i mens jeg holdt rigtig godt fast med hænderne og lænede mig imod klippen for at skabe så megen friktion, at jeg ikke skulle miste balancen. Herfra kunne de andre nå mig og Ari-El som jo var særdeles veltrænet, fik mig hevet op på dydens smalle sti igen. Han tog mig med et par meter frem, hvor der var plads til, at vi alle kunne være i sikkerhed uden risiko for at flere skulle tage turen. Indtil nu havde jeg egentlig taget det meget pænt synes jeg, men da vi sad og fik vejret begyndte jeg pludselig at ryste. Jeg havde også lyst til at græde både af sorg, fortvivlelse, glæde, lettelse og måske angst, men ikke rigtig nok til at det blev til noget. Jeg rystede bare. Jeg ved ikke hvor længe. Ari-El og Camelia sad på hver sin side af mig og Fru Madsen foran. Ari-Els enorme autoritet var tydelig og Camelias omhyggelige varme og nærhed, var ikke mindre fjern. Ah, tænkte jeg. Den hjertevarme er baseret på omhu. Tid, interesse og overskud til, at være omhyggelig med det der er. Det der er lige nu. Fantastisk evne. Rystelserne var ved, at aftage og jeg rejste mig langsomt op. Camelia tog om mig og gav mig en af de der knusere, der fik mig til at føle mig fuldstændig afklædt og uden forsvar – hvad skal man da osse med det…? Hvorefter Fru Madsen overtog. Hold kæft et nummer du lavede lige dér! Jeg blev da helt sindsygt forskrækket, sagde hun. Det vil jeg fandme' ik' se igen, kommanderede hun og jeg lovede at passe bedre på i fremtiden. Også for min egen skyld.

Jeg overlevede, men der var noget der døde, sagde jeg til Ari-El. Ja, sagde han på sin sædvanlige alvidende måde, det var angsten der døde. Og uvidenheden har heller ikke gode kår længere. Han smilede. Gad vide om han vidste det hele på forhånd… Jeg ville ikke vide det hvis han gjorde!

…fra tykke lag af 100.000 år gammelt støv.

Efter alle disse års jagt på Sandheden fandt jeg den endelig. Altså ikke Sandheden. Men historien om De Faldne Guder som er årsagen til mangen en lykkelig fejlopfattelse af alting. Det var som at åbne Pandoras æske. Eller som at klemme en af pubertetens helt store kindbumser ud. Der kom hele tiden mere.

Grundessensen er verdensbilleder. En historie om hvorfor mit verdensbillede er 1000% korrekt og dit er minus 1000% forkert! Ha! Fat den! Ja jeg kan sagtens, ka' jeg! Jeg levede som i et fængsel, men vidste det ikke. Væggene i min drøm er malet med flotte billeder af store byer, uendelige vidder og dybe skove. Gulvet er malet med blødt grønt græs der dufter himmelsk. Loftet er malet i en uendelig himmelblå farve der lader mig skue universets tilsyneladende uendelighed. Jeg véd

det. Jeg har selv malet det. Men jeg har glemt hvor døren er. Jeg har prøvet at male en ny. Men den førte blot til andre landskaber. Stadig i fængsel. Jeg har prøvet at narre mig selv til at tro jeg er fri. Ved at fremmane en følelse af frihed. Men den varer ikke ved. Akkurat lige så temporær som alt andet her på stedet. Jeg kan føle mig fri, men jeg er ikke fri. Mine forestillinger, mit verdensbillede er mit fængsel.

Det vidste jeg ikke da jeg gik rundt og følte mig fri. Men en nat drømte jeg en drøm i mit fængsel. Jeg drømte at jeg var fri. Det var mere fantastisk end at føle sig fri. Desværre vågnede jeg og måtte generkende mit smukke men snævre fængsel. Så var det at jeg mødte Morpheus og modsat Neo fik jeg ikke selv lov til at føle at jeg bestemte om det skulle være den røde pille eller den blå. Næh… han kiggede mig dybt i øjnene og sagde… ikke et ord. Præcis dér vidste jeg hvad jeg skulle og i en hvirvel af lys, nogenlunde som når vand løber ud af en vask, forsvandt alt. Både Morpheus, mit verdensbillede og jeg selv. Års arbejde med at programmere og omprogrammere mit verdensbillede og så kommer der bare en og hiver stikket til computeren ud. Ikke mere verdensbillede. Programmet var slettet. I hvertfald for en kort, altafgørende stund. Se det var firhed. Følelsen af frihed forsvandt. Helt. Jeg var fri af mit fængsel. Jeg var fri for mig selv. Historien om De Faldne Engle er intet mindre end storslået. Det er historien om hvordan alt gik til. Der er ikke trukket noget fra og kun lagt lidt til og måtte Fanden ta' mig om det ikke er sandt næsten alt sammen!

…○○○oooOOOooo○○○…

Det hele begynder

Jeg har set det før. Jeg kender ingen alkoholiker der er blevet tørlagt ved at gå i terapi. Tværtimod. Terapien er rigtig god til at sætte fokus på smertefulde områder og så er der pludselig endnu en grund til at drikke videre. Nogle bruger også selve det at gå i terapi til at vise ægtefællen lidt god vilje og dermed love bod og bedring. Andre har bare ikke drukket nok endnu. Så ham her forsøgte jeg at afvise allerede i telefonen. Du har groft sagt to muligheder, sagde jeg til ham sådan lidt sort/hvidt. Du kan vælge at konservere din lever i sprit og drikke din smerte væk resten af dit liv eller du kan vælge at sige ja tak til den hob af smertefulde oplevelser livet giver. Hvorfor gemme alt det ubærlige emotionelle lort væk i leveren for derefter at drukne dens råb om hjælp i sprit, når du kan få et vågent smertefuldt liv i stedet for? What's it gonna be Merv? I dit sted ville jeg stille mig selv bare et eneste spørgsmål, Do I feel lucky? Well do you Punk? 3 sekunders tavshed. Klik… dut…dut…dut…

Jeg havde indrettet min lille klinik midt i storbyen. Den skulle ha' heddet Midt Jydsk Ego Polering. Så ville der i det mindste være en smule sandhed forbundet med mit arbejde. Men det gør den ikke. Jeg har aldrig fundet et navn, så måske er det derfor kunderne ikke kan finde klinikken…

Der er en bred trappe op til nogle flotte ældre mahogni døre og entréen er også beklædt med mahogni. Det ligner faktisk noget fra psykoanalysens ungdom i Wien. Mine lokaler er også indrettet med mørke palisander paneler og midt i lokalet står en læderbetrukket psyko-sofa og på væggen bag hovedenden hænger onkel Freud. Ikke fordi jeg er fan af ham. Det er mere et trip eller en stil jeg forsøger mig med. Måske jeg skulle have åbnet vejen for et 5 ugers alkoholfri Minesota retreat i stedet for… Han ville jo nok bare falde i søvn, total stiv på min sofa eller måske brække sig ud over tæppet. Og så lød han bestemt ikke som om han var klar til at se sig selv i øjnene. På det punkt lignede han mig. Nogle gange spekulerer jeg på om den bedste hjælp kan være at få folk presset endnu længere ned i skidtet, så skoene til sidst klemmer så meget, at der kun er en vej. Op. Nogle gange er lidelsen bare ikke stor nok til at folk gider vågne. Det er vel noget med at smerten ved det bestående skal overstige angsten for det ukendte, før man skifter kurs. Nå fuck det. Jeg har haft min sidste klient og nu skal der holdes sommerferie. Jeg havde en aftale med fru Madsen også kaldet Prinsessen. Jeg havde ringet til hende og sagt noget i retning af: Hvis jeg nu pakker bilen og henter dig ved din fordør kl. 10, vil du så med til Italien? Og således blev det.

Det blev aften og det blev nat. Solen gik ned og kom op igen og på denne den første morgen stod disse to unge fyrstelige tidligt op for at bestige Monte Subasio og besøge Frans i sin hule, hvorover der nu er bygget et kloster, Eremo delle Carceri (eremit fængslet). I en god times tid sad vi ved siden af Frans’ stenhårde seng og var stille. Ja for det var en af grundene til at jeg ville til Assisi. At meditere lidt under fremmede himmelstrøg. Og jeg bildte mig selv ind, at der er en usædvanlig fin stemning i hans soveværelse. Bliver i tvivl om, hvad han mon lavede der… Og så er det oven i købet 800 år siden han sidst blev set på stedet…

Men vi må have gjort det godt, for da vi rejste os og gik ud af hulens snævre port, dalede en hvid due ned fra himlen og satte sig ved os på kanten af muren. Og mon ikke vi i al vores inflaterede visdom blev enige om, at vi mindst var blevet velsignet af selveste helligånden. Ikke så ringe for et par begyndere som os. Ja, solen skinnede og det var dejligt vejr denne første morgen. De fremmede mennesker var ganske rare og de gik i brune og grå smølfekutter hele dagen, og de der ikke gjorde, tjente til dagen og vejen ved, at servere pizza og is for fremmede tilrejsende. De gamle huse stod solidt og andægtigt placeret, på nøjagtig de steder de var bygget for hundreder af år siden, og uden for byporten sprang en kilde med helligt vand, som kunne svale tørre, overophedede ganer og man kunne efterfælgende løfte sjælen mod himlen i vederkvægende ræben.

Men se, nu var vi ikke kommet til byen blot for at udtrykke os vulgært, men også for at lade os indtrykke med bla. hellige stemninger som i følge legenderne skulle ligge skjult i byens stene, og efter kun kort tids søgen lykkedes det da også, at få en smagsprøve på middelaldermenneskenes åndelige formåen, da en af disse brat gav sig til kende ved, at synge moderne i karetens halvanden Watt mono anlæg – her er jo tale om en Prins der var med på noderne. Bilens højfrekvens modtager havde ellers indtil da, været midlertidigt ude af drift, og havde kun kunnet reproducere den støj der ligger i mellem stationerne. Budskabet var ganske sikkert både klart og tydeligt, men uheldigvis formuleret på fremmedsprog, så vi fattede så godt som ingen af disse udsungne, og dog højst sandsynligt hellige ord, der gjaldede ud ad bilens vinduer og ned over bjergskråningen og videre ned i dalene. Det var så lige her det hele begyndte. Den radio er med statsgaranti altid slukket. Det er ganske uudholdeligt at høre på forskellige undergrundsvarianter af Radio Moskva i mono blandet med motorens brummen, hjulenes rumlen og vinden der hyler forbi med 180 km i timen. Den leverer et psykisk indeklima i bilen som arbejdstilsynet højst sandsynligt ikke ville godkende.

Parkeringsplads ved siden af det sted hvor Ari-El viste sig første gang.

Og så, der ude på parkeringspladsen lige inden radioen umotiveret startede med at brøle, det vil sige der ude over kanten hvor der kun er luft og langt ned gik han. En eller anden skikkelse. Og så ud som om han lige var stået op. Han havde i hvert fald ikke rigtigt fået lagnerne af endnu. Et øjeblik var det som om at alting gik i stå. Et øjeblik var det nærmest drømme agtigt, men på en underlig klar og gennemsigtig måde. Og så var det han løftede armen og vinkede en slags hej.

Jeg havde 'set' noget lignende fem år tidligere hjemme i min stue. Der var pludselig dukket en professor med firkantet kasket og sort lappe op og med ordene: "Here I am – Your identity" efterlod han den samme "Vi ses igen" agtige stemning. Man kan jo godt så småt begynde at tvivle på sin egen mentale sundhedstilstand i sådanne situationer og det er da også kun ganske få betroede mennesker, der hidtil er blevet indviet i disse mine bevidsthedsmæssige parallel forskydninger. En ting er helt 100. Lægen er ikke en af dem!

Og lisså hurtigt han var dukket op, lisså hurtigt forsvandt han igen. Øøøøh – så du hvad jeg lige så? Spurgte jeg Fru Madsen. Hun var helt stille og jeg kunne se at hun for én enkelt gangs skyld havde svært ved at sige noget som helst. Vi hoppede ud af kareten, gik hen til kanten af parkeringspladsen og kiggede ned. Der var intet usædvanligt at se ud over den til gengæld helt fantastiske udsigt.

Men sikkert foranlediget af denne okulte begivenhed og radioens pludselige funktionsduelighed, satte Fru Madsen sig på en på kanten af muren og begyndte at synge smukke toner fra det hinsides og Prinsen – jeg, der i mine unge dage havde stået i lære som troubadour hos den store Thamyris, hev fluks mit yndlingsinstrument – altså min medbragte 400 kroners Hondo guitar, ud af bilens bagagerum og akkompagnerede i vilden sky, alt i mens et englekor samledes omkring os for at sjunge. Hun sang om bjerget og dets magi og jeg kunne forstå at hun også havde set manden i de Ariel hvide lagner…

Fru Madsen på muren mellem Frans' hule og parkeringspladsen

 Om aftenen på vores lejede værelse snakkede vi en del om hvad det var for en gut der havde gået rundt der ude midt i luften. Vi havde set det samme og vores opfattelse af hans "vi ses" agtige hilsen var også den samme. Det var første gang fru Madsen havde set sådan noget i ædru tilstand. Hun havde vist en gang i en syv etagers beruselse mærket verden forsvinde omkring sig og set nogle underlige syner som berusede mennesker vist normalt ikke ser, men denne gang var hun ædru og så vidt jeg, med den tvivl jeg på dette tidspunkt havde til mine egne sanser efter eftermiddagens oplevelse kunne vurdere, også ved sine sansers normale brug. 

Dag 2

Få hundrede meter neden for byen ligger San Damiano. Et kloster omringet af en lille olivenlund. Det var her den Hellige Frans hørte korset tale. “Du skal genopbygge min kirke”, skulle Kristusfiguren have sagt til ham, og han gik straks i gang med arbejdet på kirken, som den gang var ret forfalden. Ikke blot denne bygning fik han genetableret, men også hele den korrupte katolske kirke, fik han på ret kurs igen. 

Jeg ville i særdeleshed gerne se dette sted, hvor Frans startede sin karierre som munk og allerede inden middag stod vi nede ved kirken i bagende italiensk sommer varme.

Inde midt i kirken er der en gårdhave med en overdækket gang rundt om og på en af gangene er en dør der fører ind til munkenes kvarter. Her gik vi egentlig rundt og holdt ferie, da jeg faldt i snak med en munk. Han tog mig i armen og trak mig med udenfor i den lille olivenlund der omringede kirken. Han talte længe om Frans og hans liv i askese. Der gik vel en halv times tid og jeg begyndte så småt at spekulere på hvor fru Madsen var blevet af, men det var der en forklaring på.

Fru Madsen var blevet inviteret indenfor i det hellige af en munk, der angiveligt ville vise hende det allerhelligste bederum. Gennem mørke gange gik de. Og op ad mørke trapper, hvor den hellige mand klappede Fru Madsen i numsen, under påskydende af blot, at skynde på hende! De ankom til et lille mørkt rum med kun et lille vindue mod øst og et par bede skamler til at knæle ved et lille krusifix der var ophængt på væggen. Dette rum er lukket, havde munken så sagt på udmærket engelsk. Helt lukket for indflydelse fra alle verdener, Her kan vi tale uden at Lucifer eller andre af mørkets magter hører med. I morgen klokken 12 skal du gå til Santa Chiara og opholde dig så tæt på hende som du kan. Din ven skal gå til San Francesco og sætte sig i kælderen hvor Frans ligger begravet. Når du går ud her fra skal du give din ven dette hellige mantra som under ingen omstændigheder må videregives til andre. Det er Frans' mantra som han har reciteret i årevis og det er normalt kun indviede der har kendskab til det. Det har været opbevaret her i rummet i næsten tusind år og kun få kender det og bruger det. Vi har ventet jer. I skal bruge det i morgen til middag. Stil ingen spørgsmål nu. I får en forklaring bagefter og tal ikke med nogen om det her…

Fru Madsen som ellers ikke er let at imponere, kom ud i gården igen og så mere alvorlig ud end jeg nogen sinde havde set hende før. Mens vi forlod stedet fortalte hun om sine oplevelser. Lucifer, udbrød jeg. De lever vist stadig i middelalderen her. Hvad mente han med det? Hun svarede ikke. Hun var lissom gået i betalingsstandsning.

Livets spejl

     I den øverste ende af byen ligger nonneklosteret Santa Chiara, hvor Claras jordiske rester er opbevaret og i den nederste ende ligger munkeklosteret San Francesco, hvor Frans er begravet. Byen er således spændt ud i mellem Frans og Klara, i mellem munke og nonner, imellem maskulint og feminint. Hvad var så mere naturligt, når vi nu havde fået det anvist end, at Fru Madsen tog på besøg hos Clara og jeg hos Frans for, at mærke denne kærlighedens bue, der står i mellem dem? Vi stod på torvet i den gamle bydel og nød en itailensk is, da klokken var halv tolv. Vi skiltes. Jeg gik mod nord og hun mod syd. Sådan cirka.     

        Basilica di San Francesco. Fru Madsen i midten.

Basilica di San Francesco hvor Frans' jordiske rester ligger, er et fantastisk bygningsværk. Jeg gik ind ad døren og hen mod kælderen. Ned ad trappen og ind i det lille andagtsrum med bænke og længere henne Frans' grav. Jeg satte mig så tæt ved ham som jeg kunne og sandelig om ikke der var ’knald på’ med det samme. Clara og Fru Madsen sendte en regnbue ned til Frans og mig og minsandten om den ikke dukkede op på den indre lystavle. Mantraet! Det skulle jeg huske. Hvad var det nu… øøhøhh…. jo det var vist… oojiiii… nu har jeg det. Jeg reciterede mantraet i nogle minutter inden i mig selv med lukkede øjne og kunne mærke en hastig fordybelse.

Jeg hørte en masse stille fødder liste rundt omkring mig og jeg kunne ikke dy mig for at åbne øjnene på klem. Der så jeg til min store overraskelse at tolv-femten munke havde sat sig på bænkene omkring mig. Der var flest ældre og kun et par yngre, men det føltes rart at de sad der og jeg kunne mærke mit lille terapeuthjerte blive blødere af deres tilstedeværelse. Nåede lige at skimte en lille, skaldet, ældre herre sætte sig bag mig. Nå – tilbage til mantraet. Der sad vi så og det var bestemt ikke svært at mærke, at noget inden i fordybedes ganske betydeligt. Der blev næsten helt stille inden i og med ét gjorde jeg som fru Madsen havde instrueret mig i. Husk ugebladene hjemme i Danmark. Først Ude og Hjemme. Hvad er ude og hvad er hjemme. Hjemme i mig selv. Så Se og Hør. Se og hør alt hvad der foregår. Mærk, lyt. Så Her og Nu. Vær lige her lige nu. Og til sidst Kig Ind. Kig ind. Kig Ind. Så dybt ind som jeg kan.

De danske bladudgivere er geniale. Mere geniale end de selv ved. I ét nu hvirvlede alting rundt i et hvidt lys. Jeg blev nærmest suget ind i det og pludselig stod jeg ansigt til ansigt med Ariel fyren i sine hvide lagner, akkurat som vi havde set ham oppe på parkeringspladsen på Monte Subasio. Hvor filen kom han nu fra og hvor blev Francesco's kirke og alle munkene af…? Han sagde ikke noget og alligevel forstod jeg hvert eneste af alle de ord han ikke sagde. Der var en masse lys. Alting var lys og det så ud som om at Ariel manden nærmest var et med alt det lys. Der var ingen ord, men han og lyset havde nogle indlysende intentioner som var meget lette at forstå. Som om vi var et sted hvor ord ikke er formet eller blevet til endnu og disse intentionelle bevægelser i lyset var meget nemmere at forstå end ord. Meget klarere og umulige at misforstå. Imponeret var jeg. I betydelig grad. Og for at gøre det i forvejen umulige endnu mere umuligt, dukkede Fru Madsen også op. Hun sivede nærmest ind på scenen.

Ariel mandens 'lysstemme' lød blid og overbevisende, ikke uden for, men inde i mit indre øre. Velkommen til jer begge to, flød det ind i min sjæl. Hvem er du, hørte jeg fru Madsen spørge nærmest ordløst. Så blød en stemme vidste jeg ikke at hun havde. Jeg hedder Ari-El og jeg arbejder som ærkeengel… Jeg tabte omgående underkæben. Den må mindst have hængt nede ved navlen hvor det meste af mit liv i øvrigt udfoldede sig. Her troede jeg at jeg skulle være vittig og kalde ham Ariel på grund af hans fantastisk hvide beklædning, som han sikkert får kemisk renset på et lokalt vaskeri flere gange om dagen, og så hedder han faktisk Ari-El! Vi er, på trods af jeres opfattelser af vort antal, tolv ærkeengle, fortsatte han. Én for hver tidsalder. Min ven Gabri-El har haft det overordnede ansvar for de sidste to tusinde år og efterhånden er det ved at være min tur til at overtage. Jeg er den syvende i rækken i denne omgang.

Vi er netop ved at færdiggøre hele den maskuline udvikling af kosmos. Det har stået på i ca. tolv tusinde år og jeg er den første af de seks der skal introducere verden til den feminine tilbagevenden til fuldstændig balance. Udviklingen af maskulinitet er på toppen nu, og for at fungere korrekt skal det afbalanceres af det feminine. Det maskuline tager beslutninger og handler. Det feminine sørger for at det er de rette beslutninger og de rette handlinger.

Jeg formoder at i er meget interesserede i at vide hvor i er og hvorfor i er her. Jeg tror at jeg nikkede. Det er ikke let fortalt og det er den længste historie i verden, historien om verden og dens tilblivelse, fortsatte han og vil derfor ikke kunne bibringes jer på kort tid. Underligt at høre ham snakke om tid, her hvor jeg har en fornemmelse af at tiden er blevet strakt ud, så den nærmest er gået i stå. Og inden du havner i din humoristiske side, sagde han henvendt til mig, vi er ikke i familie med Kal-El og Jor-El. Altså Supermand og hans far. Jeg smilede. Sådan som han havde stået midt i luften oppe ved parkeringspladsen var tanken jo nærliggende, men jeg havde ikke tænkt så langt. Han kom mig i forkøbet.

I er her fordi i er klar til det. Flere og flere mennesker vil i fremtiden få indblik i universets hemmeligheder. Egentlig er det ikke bevidste hemmeligheder. Det er kun hemmeligheder, fordi menneskers sind ikke er åbne nok for hvad der ligger uden for deres egen jeg struktur. Endnu er i ikke så mange, så derfor er det os ærkeengle der viser jer rundt. Fremover vil det være væsner som jer der guider turisterne rundt på dette sted. I kan finde alskens informationer her og i vil kunne få undervisning i hvad som helst jeres hjerter måtte begære. I vil kunne få humanitære opgaver hvis i vil, men det er ikke formålet med jeres besøg her. Formålet er snarere at forberede jer på endnu et bevidsthedsskift, nogenlunde som det i står i lige nu, blot dybere. Alle i møder her har en samtidig eksistens et eller andet sted på Jorden. Vi mødes blot her og planlægger vort arbejde, udveksler og lærer. Til slut skal i sammen med ti andre i løbet af de næste sekstusinde år oplæres i jobbet som Ærkeengle!

Hele scenariet var på een gang både surrealistisk og mere virkeligt, end noget som helst andet jeg havde prøvet før. WHAT!? Udbrød fru Madsen som altid har været hurtigere end jeg. JA, sagde han. Vi tolv skal videre til andre steder og vi skal sikre os at der er tolv andre der kan varetage den næste epoke efter os. Fru Masen var igen hurtigst, jeg var også lige lidt målløs efter Ari-Els udmelding. Så bliver jeg en slags Gud, eller Gudinde, sagde hun leende. Det har jeg sku altid drømt om!

For mig var det lidt langt ude i fremtiden så jeg spurgte i stedet om det var muligt at deltage i en eller anden form for bevidsthedstræning lidt mere her og nu agtigt og han kiggede mig dybt i øjnene da han svarede. Det var du ikke længe om at spørge om, svarede han. Det kan du. For eksempel hos mig. Hos dig? Udbrød jeg. Ja jeg underviser i selverkendelse flere steder og har nogle få elever. Du skal være velkommen når du vil. Lige her kan vi tale om fortid og fremtid og det kommer vi også til, men hvad der handler om det øjeblikkelige nu, skal du have specifikke instruktioner i så du kan øve dig.

Jeg kunne mærke at han var dybt seriøs og selvom jeg normalt er meget skeptisk af natur, kunne jeg mærke en voksende tillid til ham. Man først…, sagde han. Vil jeg tage jer med på en rejse. Der ser i Asissi hvor i kommer fra og herovre sagde han imens jeg mærkede et stort sus, ser i Århus. Heeeeelt vildt mand! Jeg kunne zoome ind og ud på byen som jeg ville og se alt fra den mindste detalje til en meget større helhed. Uret på rådhustårnet viste præcis 12. Gad vide om det var et tilfælde…

Og hvis i vil med en tur til Prag og se Karlsbroen, fortsatte han… Ganske rigtigt. Fuldstændig som jeg husker den med turister og handlende og musikere og dejligt vejr.

Vi 'fløj' videre, hen over Paris og i samme øjeblik jeg mindedes Euro Disney var vi der! Videre hen over USA – kyst til kyst, ned over Mexico, Argentina, til venstre over mod Afrika og videre til Indien. Så steg vi til vejrs og vi så hele vores dejlige blå planet hængende i verdensrummet som i en usynlig snor. Svævende. Det gik sgu lige i pumpen. Vores allesammens jord som vi alle sammen har ansvaret for! Jeg forstod pludselig hvad det var astronauterne fortalte om, da de så planeten udefra.

Det er vores hjem og vi er så afhængige af den. Hvis den ikke var her, var vi det heller ikke. Når den har det dårligt, har vi det dårligt. Imens vores flyvende rejse fadede ud fortsatte Ari-El: Sæt jer eventuelt ned og slap af, så går jeg i gang. Jeg satte mig ned – midt i luften, hvis det da var luft… Den første hemmelighed jeg vil fortælle jer og som i nok allerede har opdaget er:

Ingenting er som det ser ud til at være.

Det er ret basalt at forstå hvorfor i oplever det i gør. Det i oplever lige nu oplever jeres venner hjemme i Århus ikke, selv om det samme foregår lige foran deres øjne. Og prøv at se bag dig sagde han henvendt til mig. Der er den gamle munk som sad bag dig i kælderen, han ser, men resten af flokken sidder stadig på deres stole og opfatter ikke dette. Alle mennesker oplever forskelligt. Alle menneskers oplevelser er betinget af biografiske og karmiske forhold – omstændigheder de gennemgår i deres liv og som har dannet indre regler for hvordan verden er skruet sammen. Deres egen private verden vel at mærke. Et landkort der beskriver tingenes sammenhæng. Et landkort som alle efterfølgende livsantagelser holdes op imod og valideres. Alt der opleves og som ikke passer ind i dette verdensbillede, bliver afvist allerede inden det når det bevidste sind og derfor når man så at sige ikke, at se dybere niveauer af virkeligheden. Den sande verden skrumper ind til en sammentrukket antagelse der efterhånden erstatter virkeligheden. Det fører os direkte til en logisk afledt følge af den første hemmelighed:

Ingenting er som det ser ud til at være derfor:

Lær at skelne mellem dit verdensbillede og virkeligheden.

Det var som en ønskedrøm der var ved at blive opfyldt. Det havde jo været min 'overbevisning' i mange år at jeg ikke så virkeligheden. Et verdensbillede er ret begrænset, idet det i sagens natur kun er et billede, fortsatte Ari-El og individet bevæger sig normalt ikke frivilligt ud over sine egne grænser for at afsøge det ukendte. At forudsætte ret og kærlig handlen ud fra et hjemmelavet og personligt verdensbillede, er derfor meget at forlange af mennesket. At have det rette syn på verden og dens helhed, må siges at være en forudsætning for at kunne agere optimalt i denne. Indtil i opnår denne indsigt, vil det være en god ide at stole lidt mere på hjertet og lidt mindre på hjernen. Altså at finde en balance. Der er nemlig ikke noget i vejen med hjernen. Den er som sådan svær at undvære og er i og for sig i mange situationer ganske nyttig. For eksempel i det fysiske liv!

Sindet er delt i hvad i vil vide og hvad i ikke vil vide om jer selv. Heldigvis er det sådan at det i ikke vil vide i virkeligheden ikke er adskilt fra det i ved. De to ting er faktisk helt afhængige af hinanden.

Egoet og hans Skygge går hånd i hånd. Hvad jeg ønsker at være er ikke adskilt fra hvad jeg ikke ønsker at være. De to er blot hver sit yderpunkt i en polariseret indre struktur, og kun tilsammen danner de helhed.

Det som er inden for bevidsthedens horisont kan i se direkte. Det som er uden for kan i se indirekte. Det ser i nemlig i andre mennesker i stedet for. Det i ser i andre, som vækker følelser og behov i jer selv er interessant, for det handler om jer selv. Det er ikke helt ukendt for jer, men i skal tage hjem og arbejde dybere og mere intenst med det. Livet er en spejlsal og mennesker går rundt blandt hinanden som søvngængere. Livet er en spejlsal!

Ja jeg var paf. Fuldstændig paf. Rigtigt. Jeg vidste jo godt alt det her. I hvertfald i min hjerne, men når Ari-El fortalte var det nærmest som om at jeg samtidig kunne mærke processerne i mig selv. Det var logik for selv cirkus lopper.

Med denne ikke længere så hemmelige hemmelighed i jeres sind, skal i nu vende tilbage til jeres ferie og når i kommer til Århus ses vi igen, sluttede han. Og spænd sikkerhedsselen. Det bliver en hård landing. Han smilede.

Det var altså på tide at få startet vores flyvende tæppe op og vende tilbage til Assisi.

Det var en kende ubehageligt at vende tilbage til bænken under kirken. Det var lidt som om både bukser og skjorte var blevet alt for små. Jeg var ikke klar over det før nu, men denne enorme åbenhed vi havde været i som nu trak sig sammen, og friheden der pludselig var forsvundet, det gjorde sgu ondt. Jeg fik mig nærmest et lille chok over at opdage at jeg faktisk altid har levet i et snævert fængsel og aldrig før nu havde været uden for. Jeg troede at jeg var fri og tit oplevede frihed. Økonomisk frihed. Handlefrihed. Psykologisk frihed. Men det var kun følelser af frihed. En homøopatisk stærkt nedgraderet version af den frihed vi lige havde oplevet. At føle frihed er ikke det samme som at være fri. Fri for sig selv. Mennesker er sandeligen ikke frie. Som erstatning har vi i stedet en overbevisning om at vi er frie, men selv den overbevisning trælbinder os yderligere. Og vi ved det ikke. Vi har ikke nogen som helst anelse og hvis jeg lissom fornemmede situationen her rigtigt, havde vi endda nok kun lige fået en smagsprøve!

Det han ikke sagde ham Ari-El manden, men som nærmest stod mejslet ind i bevidstheden var:

Alle er dybest set selv ansvarlige for egne oplevelser fordi det i virkeligheden er vort eget verdensbillede vi erfarer!

Så jeg sad altså der på den hårde bænk med en blanding af taknemmelighed og amputeret frihed og kiggede direkte på resterne af Frans' grav. Jeg rejste mig tungt og langsomt og vendte mig om mod den gamle munk. Han var stadig ikke ret høj, noget spinkel og let krumbøjet. Han smilede hjerteligt som om det her var noget han gjorde hver dag. Han tog mig under armen og vi fulgtes op ad trappen i tavshed. Nogle af munkene gik ned mod det store alter og andre fulgte den gamle mand og mig hen til døren. Han lagde sin frie hånd på min arm til afsked og sagde med et varmt smil: "Now you know what to do". Og ja, selv om Ari-El kun kort havde fortalt os hvad vi skulle, var det alligevel som om at en ny kurs var stukket af. "Yes I know what to do", svarede jeg ham.        

Tilbage til virkeligtiden

Jeg begav mig hen mod byens torv for at møde fru Madsen. Hun var gået i stå ved springvandet og sad med sin vandflaske og så ud som om hun havde set et spøgelse. Jeg satte mig og spurgte om hun var ok. Jeg ka' sgutte rigtigt være i min krop, svarede hun. En fornemmelse jeg absolut kunne nikke genkendende til. Lad os gå hen på den nærmeste café og få noget føde hældt i hovedet, foreslog jeg. Måske det kan grounde os lidt.

Det kunne det. Vi sad der et par timer og snakkede om det hele, i mens vi fik noget mere tyngdekraft ned i maverne. Vi havde jo trods alt kun spist is til middag.

De næste dage skete der ikke så meget, men på en fortovs café dagen før vi skulle hjem og så lige midt i en god stemning hvor hun havde taget mig i hånden, gik det op for os at ikke alle mennesker er hvad de giver sig ud for at være. Det var squ da mærkeligt, udbrød fru Madsen midt i en bagt kartoffel. Der var en lille mørk mand der nærmest forsvandt rundt om gade hjørnet der uden rigtigt at gå rundt om det. Jeg vendte mig om så jeg kunne se ned ad den lille gade. Der gik lidt tid, så så jeg en der pludselig kom frem bag en anden uden rigtigt at have været der før. Jeg troede at jeg havde været uopmærksom et øjeblik, men det skete med det samme igen med en ny fætter der pludselig nærmest kom til syne ud af ingen ting på en måde som om han altid havde været der. Det isnede lidt ned langs nakken. Det var lidt skræmmende.

I aften skumringen kunne vi ind i mellem se disse væsner med en noget anderledes udstråling end normalt. Det var som om deres energi var ekstremt hurtig og de kunne li'som forsvinde rundt om et hjørne næsten uden at blive set. Lidt Ninja agtigt. Det var osse som om at de var lidt mindre og lidt mørkere end almindelige mennesker og det virkede helt klart som om deres tilstedeværelse var fordækt på en eller anden måde.

Fru Madsen bandede højlydt. De skal fanden fløjte mig ikke lave den slags numre med mig, sagde hun højlydt og slet ikke mens jeg er ved at spise! Hun rejste sig i sin fulde kriger højde og løb ud på gaden, stadig med sin gaffel i hånden. Hun kiggede og kiggede og gik lidt rundt, men der skete ikke mere. Et par minutter efter kom hun tilbage og satte sig ned. Hun var dampet lidt af. Jeg ville nødig være inden i den frakke hun fik fat i, når hun var i det humør. Hun kan blive så kællingesur at selv Don Lucifer ville skide i bukserne.

Vejen hjem

Vi stod tidligt op den sidste morgen og pakkede vores sager sammen. Fik betalt det rare gamle ægtepar vi boede ved og kl. 11 listede vi ud af Assisi. Vi ville køre hjem i ét stræk og kun gøre holdt i hos Otto Duborg i Tyskland. Vi skiftedes til at køre og efter 20 timer holdt vi planmæssigt på Ottos parkeringsplads. Vi forlod bilen og gik ind for at købe chokolade, Cola og andet guf.

Fru Madsen er imidlertid meget lunefuld. Hun holder meget af at overraske folk. Det gik specielt hårdt ud over vor Unge Ven – mig igen, som indtil flere gange måtte erkende, at han så at sige blev taget med bukserne nede. Det foregik på så listig en måde, at vor Prins, der ellers troede sig fuldstændig sikker på sin livrem, herefter også valgte at gå med seler.

Da barrøvsbesættelsen hos Prinsessen til sidst tog overhånd i det indtil dette tidspunkt, velrenomerede tyske supermarked, blev han fuldstændig klar over, at hun måtte lide under nogle ganske forfærdelige seksuelle tvangsperversioner, idet han pludselig og ganske ufrivilligt, fandt sig selv med sine kongelige fritidsbukser forskudt til en position, så nær jordens overflade, at opretholdelse af et normalt gang tempo var yderst vanskeligt, og omringet af et forlegent ægtepar der skyndsomst kiggede væk, og tyve tørstige tyskere der både taktløst og taktfast klappede, stirrende på hans bare numse, havde det ikke været for de nyligt indkøbte underheimere med små stregtegninger af Den Lyserøde Panter, kunne han iagttage Prinsessen, alt i mens Hun slog blå mærker på sine lår i højlydt selvtilfreds orgastisk krampelatter.

Men præcis denne bagdel havde en stor fordel og Prinsen var da også udmærket klar over, at han bar rundt på århundredets bagparti, hvilken altid tiltrak sig mangen en Prinsesses koncentrerede og helt udelte opmærksomhed, og som kunne score max. point i en hvilken som helst røvballekonkurrence den end måtte deltage i, og han var af netop den grund, ikke indstillet på at offentliggøre vinderresultatet på forhånd. Han måtte derfor skyndsomt bøje sig ned for at udbedre skaderne, hvorved berømmeligheden blot stod endnu tydeligere frem.

Det var vist her jeg udnyttede situationens muntre energi til, at snige mig ind på fru Madsen, tage om hendes nakke og gennemføre en vellykket kysse manøvre!

Moralen er utvetydig: Hvorfor sidde hjemme og kede sin røv i laser, når Guds Gave til kvinden – mig, kan more røven ud af bukserne på Hendes Kongelige Højhed, Fru Madsen!

…○○○oooOOOooo○○○…

Du går ingen steder uden at lægge en kommentar her! Jeg vil vide hvad dit forhold til dit verdensbillede er:

De Faldne Engle og Profeterne

Ahh – Jeg er så tørstig at jeg ku' vride en vandrotte og drikke dens blod, sagde han højt for sig selv. I hvert fald hvis jeg ku' undgå at trykke den på blæren samtidig, gnækkede han. I det fjerne fik han øje på nogle lerhytter og så vidt hans trætte øjne kunne se gik der vist også nogle dyr rundt der ude fem minutter inde i fremtiden. Da han kom nærmere så han at synsindtrykkene passede med de syner han havde haft 'på bjerget' og glædestrålende gik han hen til en yngre mand som han genkendte som sin nye elev.

Du kunne vel ikke undvære en tår vand eller to? Spurgte Elias da han kom hen til Elisa. Elisa så med det samme at den gamle mand var ret udtørret og var ikke sen til at hente en spand vand op af brønden.

Efter at have drukket det meste af vandet sagde han til Elisa: Surt at vade rundt i den hede og så er fagforeningen på nakken af mig oven i købet fordi jeg gerne vil have en bil at køre rundt i. Det ville så sandt Gud lever, være behageligere end at gå! Fagforeningen??? Bil??? spurgte Elisa. Hvad er det? Nå ja, det kan du jo ikke vide, svarede Elias. Fagforeninger og biler er ikke opfundet endnu. Det varer vel cirka tre tusinde år endnu inden en eller anden klar sjæl får et lyst indfald. Hvad? spurgte Elisa. Taler du om ting der ikke er kommet til os endnu? Er du profet eller hvad?

Ja, svarede Elias. Af den moderne skole. Jeg ville gerne rejse rundt og lave lidt kunster for folk. Underholde dem lidt ved at opvække de døde og gå på vandet og sådan noget. Og ernære mig selv ved at tjene en lille skilling i ny og næ. Men det må jeg ikke. Er det dine grise der går derovre i indhegningen?

Det ved du vel allerede hvis du er profet, svarede Elisa. Næh, sagde Elias. Herren er meget selektiv med hensyn til at give os, på hans hårdt arbejdende profethold informationer. Hvad der sker om fire tusinde år har han ingen problemer med at vise mig, men simple ting som ejerforhold på indespærrede grise, får vi ikke noget at vide om, sagde han ærgerligt, mens han satte sig ned med korslagte ben.

Nå, sagde Elisa, men det er altså min fars. Elias pegede på den nærmeste og vupti faldt den til jorden og lå bum stille. Hold da helt kæft, udbrød Elisa. Har du myrdet den?

Får du aldrig at vide, sagde Elias og pegede med den anden hånd og vupti var svinet oppe på alle fire igen og tøffede rundt som intet var hændt.

Hvordan gjorde du det? Spurgte Elisa synligt imponeret. Uden at svare sagde Elias: Jeg er kommen for at fjerne dig fra dine 12 okser. Alle andre går bag røven af deres trækkvæg og driver dem frem. Som den eneste går du foran og leder dem. Du har overhalet dem. Du er forud for din tid. Det må være et astrolgisk tegn på at du er klar. Jeg skal lære dig op i profetgerningen og jeg har set i min vision at du gerne vil. Du har set rigtigt, sagde Elisa med det samme. Jeg er ærlig talt lidt træt af det her landbrug. Der er altså ingen penge i det. Vi kommer til at leve ved at gå fra hus til hus, lave lidt småmirakler, helbrede nogle spedalske i ny og næ og tage os betalt i naturalier og så ellers se folk blive glade fordi deres karmiske lidelser ophører, indvendte Elias nærmest advarende. Desuden er det en hård tid for os profeter. De fleste af os er blevet jaget, slået ihjel og alt for tidligt taget ud af cirkulation af israelitterne. Det skyldes selvfølgelig at der er kontant afregning af gammel gæld – og i øjeblikket er jeg den eneste nulevende. Det er fordi jeg kan noget de andre ikke kunne og det skal jeg lære dig. Israelitterne betragter stadig vore faldne brødre som deres beskyttere. Jeg har i øvrigt også en regning at betale næste gang, sagde han. Da skal mit hovede leveres til de kongelige på et sølvfad. Men så er vi også kvit! Og imens han sagde det leviterede han lige 15-20 centimeter over jorden.

Svine fedt! udbrød Elisa. Kan du lære mig det? Elias svarede ikke. Vi skal afsted nu. Jeg har kun femogtyve år igen inden jeg futter til himmels, vognen er faktisk bestilt. Men jeg skal fortælle dig om det grundlæggende mens vi går mod Damaskus. Jeg har kun gået femhundrede kilometer fra Sin Ai og der er to hundrede tilbage. Hmmm – indrømmet… jeg er kun gået noget af vejen, sagde han stadig siddende midt i luften.

Jeg skal lige sige farvel til min far og mor, sagde Elisa og forsvandt et øjeblik. Der er godt, sagde Elias. Du skal osse huske at slagte dine okser. Alle tolv! Hvad? Spurgte Elisa. Det er altså min fars. Jamen lille Jesus, svarede Elias og tog sig til hovedet. Det er altså symbolsk. Du skal gøre op ned dine religiøse vaner som blev forældede da vi forlod tyrens tid og gik ind til bukkene. Du har jo som jeg sagde før, overhalet din fars okser. Åh – svarede Elisa, nåh sådan… et øjeblik…

Og mens de gik hen ad den støvede vej mod Damaskus fortalte Elias: Om tusind år vil min ven Saulus gå på denne vej her nord for Jericho og lige syd for Damaskus vil han møde sin skæbne som vil bringe ham på sporet af mysterierne. Saulus? Kender jeg ham? spurgte Elisa. Næh, jeg praler blot lidt af mine evner som visionær, svarede Elias. Lad os komme til sagen.

Vi er ikke så populære blandt israelitterne. De fleste er dog lige glade, men de mest selvstolte jager os på vore liv. Det er vanskeligt at overbevise dem om at vore Faldne Brødre ikke er den sande guddom. For at gøre det klart for blot nogle af dem, er vi nødt til at kunne lave de samme undergerninger som vore Brødre og derefter lære dem at guddommeligheden altså bor inden i os alle sammen og er tilgængelig der. Hårdt og langvarigt arbejde ganske vist, men som du sikkert allerede har fornemmet er det helt sandt.

Faktisk har du allerede disse evner. Du ved det bare ikke. Vi sad i det hinsides for meget lang tid siden og der tilød du, at du ville gå i forvejen og vise menneskene vejen ud af deres Luciferske trældom og vi var nogle der tilbød at hjælpe dig. Husker du det? Næh, svarede Elisa. Tænkte jeg nok, sagde Elias. Gør du NU? spurgte han igen. Der var en kort pause hvor Elisa så meget mærkelig ud i hovedet. Hvordan i Lucifers sorte sjæl gjorde du det? gispede Elisa. Ja altså, det er heller ikke noget jeg normalt ville gøre ved folk, svarede Elias. Jeg entrerede dit sind inde fra og lavede en åbning til den kosmiske hukommelse. Holy shit, udbrød Elisa. Ja noget i den retning, svarede Elias. Holy er meget præcis. Shit er knap så rammende. Moses brugte udtrykket 'bullshit' da Aron præsenterede den store sandhed for ham, kommenterede Elias, men de havde jo osse lige ekspederet tyren ud og sagt goddag til gedens tidsalder.

Har vi en mission, eller noget… spurgte Elisa. Ja, nu du spø'r, svarede Elias. Det var det jeg var i gang med at forklare dig før. Vi skal henlede folks opmærksomhed på at de selv er deres egne herrer og at vore ældste brødre ikke er hverken mere eller mindre guddommelige end de selv. Folket er slaver og vil hellere bevare trygheden i det, end at se sandheden eller sig selv i øjnene. Vi skal finde vore egne brødre og etablere et kraftcenter der kan sprede sine bølger ind i det næste årtusinde. Vi må vise menneskene et alternativ.

Hans tale var meget engageret og kom fra et meget overbevisende sted. Han nærmest dirrede af engagement. Mennesker i dag er villige til at tro på en hvilken som helst Gud. Mennesker er uvidende og sultne – ja undskyld jeg siger det så direkte, og derfor søger de trøst i alskens løfter om bedre forhold.

Der har altid været falske profeter og præster der havde brug for selvhævdelse eller en form for bedrevidende magt over andre. Der vil også i fremtiden være falske profeter, det vil faktisk vrimle med dem og der er kun en eneste måde at kende de sande fra de falske. Det er ved ægte at være sin egen profet. Ved at erkende at de guder der blander sig i menneskelige forhold, lover guld og grønne skove i al evighed eller myrder løs blandt menneskene, fordi de skal straffes for ikke at have adlydt nogle stupide regler, er vore ældre brødre der prøver at vildlede menneskene. De er blevet dovne og grådige. De slavebinder menneskene ved, at afskærme dem fra sandheden. Der findes ingen patriakalsk Gud, der blander sig i menneskelige forhold. Hvorfor skulle han det? Hvis han er Gud kan han vel få det som han vil ha' det, blot ved at svinge sin pegefinger og ønske det? Hvis nogen siger at Gud taler til dem kan du roligt regne med, at de er fulde af løgn. Den Gud de lytter til er en selvbestaltet og selvudnævnt hersker uden ønsker om, at frelse nogen som helst andre end sig selv. Ingen sand Gud har behov for at ordne, fikse, love og frelse. Husk det!

Hans tale nærmede sig torden tale og Elisa sagde: Rolig du gamle. Jeg tror dig. Hvad gør vi?

Ja altså – der er nu så meget knald på dig fordi du har adgang til de tidløse arkiver og det vil tage dig nogle måneder at blive vant til disse kosmiske strømninger. Derefter kan du lave alle de kunster du ønsker dig fordi du nu har indsigt i universets hemmeligheder.

Du skal finde det lys der er skjult…

…oooOOOooo…

Hvem er De Faldne Engle? 

Hvem i alverden har aldrig nogen sinde spekuleret på hvorfor vi er her og hvordan vi er kommet her? Hvem i denne verden har IKKE grebet den nemme løsning og overtaget forældrenes eller kulturens verdensbilleder – med visse personligheds-alt-afgørende ændringer selvfølgelig. Det er jo MIT verdensbillede! Eller måske har du bare polariseret med de andre og påtaget dig et MODSAT oppositions holdnings verdensbillede! 

Uanset hvilket verdensbillede du har dannet dig (læs: indprogrammeret) er du slave. Vi finder alle sammen vores egen version af frihed i vores fængsler. Vi drømmer at vi er vågne!

…bliver en bog på ca. 160 sider om hvordan vi narrer os selv. Få fat i den når den udkommer og og få indsigt i hvad det er der i virkeligheden – hvis en sådan da findes – foregår. De Faldne Engle bliver voldsomt dyr! Ikke i kroner og ører, men investeringen er DIT verdensbillede. Tør du teste din opfattelse af verden? Tør du slippe dit billede af verden og måske forsøge at lade virkeligheden sive ind? Ikke at jeg serverer en bedre virkelighed for dig… Nix! Så nemt er det ikke! Jeg har nemlig ikke svaret! Men at du åbner dig og giver Sandheden et forsøg – Erkender at dit verdensbillede kun er…. Et billede!